Vi har været til årsbal, hvor det er tradition at 3.g'erne ankommer på forkskellige, kreative måder. Artrebels havde været så søde at låne os deres mobile kolonihave, som vi havde krydret med blomster, dannebrog, tyroler-kopper, havenisse og Eva Madsen. Anbefalelsesværdigt.

Livet kan meget hurtigt blive meget bedre, når man efter skole sætter sig ned til søen med et par kolde øl, ciggs, dejlige mennesker og strålende solskin. Det er helst sådan jeg vil tilbringe de aller sidste dage af min skoletid.
Eller på Lisas trampolin, det vil også være helt fint.



Dagens sang er Dolly Parton med The Great Pretender.

Laura havde et gammelt billede af Søren og Kristoffer fra hendes klasse. Vel at mærke for sjov, men lighed? Jeg kan nu alligevel bedre lide det første.

Jeg praktiserer gerne at græde til hvad jeg vil betegne som stort set alt. Det åbenlyse er selvfølgelig sørgelige film, altså ulykkelig kærlighed, når nogen dør, eller endnu bedre: når nogen dør og der er kærlighed indblandet. Dertil kommer når der sker noget sørgeligt i serier og også når der sker gode ting i både film og serier. Det er faktisk nærmest lige så tit jeg græder over lykkelige ting som over ulykkelige, hvilket jeg f.eks. gjorde da to homoseksuelle aber endelig fik hinanen i Eli Stone her forleden (en serie jeg desuden aldrig havde set før). Det værste er dog at det ikke begrænser sig til film og tv - i dag begyndte jeg næsten at græde over månedens blog i Urban, og det samme var tilfældet da jeg engang læste noget om Beatles i MetroXpress, og simpelthen blev så berørt over at de er væk og aldrig kommer tilbage.
Hvad det er der gør det ved jeg ikke, men måske græder jeg bare på de modsatte tidpunkter af alle andre? Jeg kan nemlig nu officielt sige, at jeg ikke har grædt en eneste tåre til Titanic.

I får et billede af Harvey og Scott. Fantastisk film siger jeg bare, som gør sit til at genoplive Milk og den verden han kæmpede for i vores generation  (og som btw. krævede sine første tårer indenfor fem minutter).

Ja, så er det altså officielt: Anders Fogh forlader dansk politik til fordel for en post som NATOs generalsekretær. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det, men det er vel meget godt for Anders. Mht. os andre får vi Lars Løkke i stedet for, og man kan håbe på, at vi får en anden regering ved næste valg, så det er vel en ren win-win situation.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at dedikere en sang til Mr. Fogh, Coolsville's "Alt det du elsker ved Anders", hvorom Jonas Breum sagde, at det eneste han fortrød ved den sang var, at den ikke handler om vores statsminister.