Photobucket

24 - Tuderi

Jeg praktiserer gerne at græde til hvad jeg vil betegne som stort set alt. Det åbenlyse er selvfølgelig sørgelige film, altså ulykkelig kærlighed, når nogen dør, eller endnu bedre: når nogen dør og der er kærlighed indblandet. Dertil kommer når der sker noget sørgeligt i serier og også når der sker gode ting i både film og serier. Det er faktisk nærmest lige så tit jeg græder over lykkelige ting som over ulykkelige, hvilket jeg f.eks. gjorde da to homoseksuelle aber endelig fik hinanen i Eli Stone her forleden (en serie jeg desuden aldrig havde set før). Det værste er dog at det ikke begrænser sig til film og tv - i dag begyndte jeg næsten at græde over månedens blog i Urban, og det samme var tilfældet da jeg engang læste noget om Beatles i MetroXpress, og simpelthen blev så berørt over at de er væk og aldrig kommer tilbage.
Hvad det er der gør det ved jeg ikke, men måske græder jeg bare på de modsatte tidpunkter af alle andre? Jeg kan nemlig nu officielt sige, at jeg ikke har grædt en eneste tåre til Titanic.

I får et billede af Harvey og Scott. Fantastisk film siger jeg bare, som gør sit til at genoplive Milk og den verden han kæmpede for i vores generation  (og som btw. krævede sine første tårer indenfor fem minutter).


Kommentarer

Kommentera inlägget här:

Namn:
Kom ihåg mig?

E-postadress: (publiceras ej)

URL/Bloggadress:

Kommentar:

Trackback
RSS 2.0